Som en parabol på taget

Arkiv 11. september 2018

Generalforsamling i FDD 2018

AF Johan Holm Mortensen og Kenni Antonsen

I forbindelse med årets generalforsamling havde bestyrelsen inviteret dramaturgerne Karen-Maria Bille, Inge Agnete Tarpgaard, Henrik Vestergaard og Susanne Hjelm Pedersen til en panelsamtale om den selvstændige dramaturg.

Temaet var dobbelt. Den selvstændige dramaturg forstås i den praktiske forstand som freelanceren, der ikke er knyttet til en bestemt institution, men som går fra projekt til projekt. Samtidig betegner selvstændigheden også en kernekompetence og essensen af dramaturgen som fagperson, der selv aktivt sætter projekter i værk.

De fleste der arbejder med scenekunst vil før eller siden befinde sig i en situation, hvor de kan kalde sig freelance eller selvstændige. Det er en ganske kompleks situation, hvor den ene opgave ikke altid er færdig, før den næste påbegyndes.

Bestyrelsen havde bedt de fire dramaturger om at tage udgangspunkt i deres konkrete erfaring for at give indblik i den selvstændige dramaturgs arbejdsvilkår og de positioner og relationer de befinder sig i. Samtalen klargjorde, at den selvstædige dramaturg må forstå sig selv som en aktiv del af den kunstneriske udvikling og se sig selv som ligeværdig med sin egen kunstneriske stemme.

Karen-Maria Bille lagde ud med at understrege, at dramaturgen selv skal kunne byde ind og vove pelsen med en idé. Alt andet er at reducere sig selv til en position i baggrunden ved kopimaskinen. Det drejer sig i særdeleshed om to spørgsmål; at få idéer og at sætte idéer i værk.

Dramaturgens vigtigste funktion er at være den parabol på taget af teatret, som indfanger hvilke strømninger der er derude og hvad der sker i verden og evner at omsætte det til teater.

Henrik Vestergaard supplerer, at dramaturgen er nødt til at være vidende om strømninger i politik, filosofi og kunst. Han noterer, at det er blevet lettere at holde sig opdateret. Han finder selv den viden igennem festivals, podcasts og ved at følge diverse kunstnere på sociale medier.

Henrik Vestergaard opfordrer generelt dramaturger, også på uddannelsesinstitutionerne, til at tænke mere udadvendt. I stedet for at vende sig indad og tænke ”hvad er teater”, bør dramaturgen i højere grad rette blikket udad og tænke teater som medie for alt muligt andet.

Dramaturgen skal kunne kvalificere og rette ideerne mod fremtidige samarbejdspartnere; institutioner, instruktører, dramatikere mfl. Altid med samspillet mellem kunstner og ideen for øje. Ideerne skal castes. Henrik Vestergaard pointerer at projektet skal passe på institutionen; ”Hvem er interessant i dette samarbejde”. Karen-Maria Bille tilføjer, at en god ide ikke er universel. Det skal være et match imellem idé, instruktør og institution. Idéen må ikke være for højt defineret. Det skal være et samarbejde. Institutionen skal føle medejerskab, og skal derfor have mulighed for fylde på ideen. Det er en hårfin balance, hvor man som selvstændigt arbejdende dramaturg nemt kommer til at træde over dramaturgiatets og den kunstneriske chefs grænse. Det er vigtigt at dramaturgen hele tiden har samarbejdet og samspillet for øje. Samtidig, supplerer Inge Agnete Tarpgaard, er det vigtigt at dramaturgen ser sig selv som et kreativt menneske, der spiller aktivt ind.    

Her udfordres den selvstændigt arbejdende dramaturg. Som Susanne Hjelm Pedersen erfarer, er det svært at afbalancere tingene, hvis man ønsker fordybelsen. De færreste betaler nemlig for refleksionstid, den tid hvor man udvider sin horisont, hvor man så at sige, er parabolen, der suger til sig. Man skal kunne vide hvilke ideer og projekter, der er interessante for hvem. Meningen er nemlig, at man er den der kan servere noget for andre. Det gælder, hvad enten dramaturgen tænker et projekt op, følger en produktion eller det blot drejer sig om gennemlæsning og respons.

Heldigvis, afslutter Karen-Maria Bille, ”er det er mange år siden jeg har været udsat for en samarbejdspartner, der ikke vidste hvad en dramaturg var.”